Hermed følger programmet for dag 2 i uge 41. Vi arbejder hovedsageligt med Kapitel 9 i denne uge.

DAG 2

FORBEREDELSE

• Læs og lav opgaverne til side 179-182  og lav de tilhørende øvelser 10,11 og 12.

FORBEREDELSE TIL NÆSTE GANG

UNDERVISNING

Noter til øvelserne 9-12

Euklids algoritme

Euklids algoritme kan bruges til at finde den største fælles divisor til to tal. Altså det største tal, som går op i to forskellige naturlige tal. Jeg viser det med to andre tal end dem, som er givet i bogen. Han benyttede de to sætninger nedenfor. De er også brugt i øvelse 2.

Sætning 1

Hvis d går op i både D₁ og D₂, så går d op i D₁ + D₂.

Sætning 2

Hvis d går op i både D₁ og D₂, så går d op i D₁ – D₂.

Eksempel 1 – Find Største Fælles Divisor

Lad os sige, at vi tager tallene 112 og 36. Så finder man den største fælles divisor ved at trække det mindste tal fra det største tal. 112-36 = 76. Igen 76-36 = 40. Igen 40-36 = 4. Man skal dog blive ved at trække tallene fra hinanden indtil begge tal bliver lige store. Da man ikke kan trække 36 fra 4 uden at få et negativt tal og dermed ikke et naturligt tal, så bytter man blot om på tallene, så man trækker det mindste fra det største. Man fortsætter 36-4 = 32, 32-4 … 8-4 = 4. 4 er dermed den største fælles divisor.

Eksempel 2 – Find Største Fælles Divisor

Den største fælles divisor til 446 og 248 er 446-248 = 198. 248-198 = 50, 198-50 = 148, 148-50 = 98, 98-50 = 48. 50-48 = 2. 4-2= 2 Dermed er den største fælles divisor altså 2.

Eksempel 2 – Find Største Fælles Divisor

Den største fælles divisor til 850 og 250 er 850-250 = 600, 600-250 = 350,  350 – 250 = 100, 250 – 100 = 150, 150-100 = 50, 100-50 = 50. Den største fælles divisor er dermed 50.

Det er dog en temmelig vanskelig og omstændelig måde, hvis man har store tal. Derfor kan man benytte metoden division med rest.

Værktøj

Du kan også bruge følgende regneark til at finde Største Fælles Divisor og Mindste Fælles Multiplum.

Undersøgelse 1

Afgør, om der findes løsninger til ligningerne:

1. 17x + 25y = 1
   Sfd(25,17) = 1
   Løsninger JA.
2. 15x + 25y = 6
   Da sfd(25,15) = 5 findes der jf. følgesætningen løsninger til ligningen 15a + 25b = 5, men 15(x – a) + 25(y – b) = 1.
   Løsninger NEJ.
3. 42x + 33y = 6
   Da sfd (42,33) = 3 findes der løsninger til ligningen 42a + 33b = 3.
   Dermed er x= 2a og y = 2b løsning til ligningen  42x + 33y = 6.
   Løsninger JA.
4. 65x + 91y = 6
   Da sfd (91,65) = 13 findes der jf følgesætningen løsninger til ligningen 65a + 91b = 13.
   Men da
5. —
6. —
7. —
8. —

Sætning 4

Hvis et primtal går op i et produkt, går det op i en af faktorerne.

Bevis

Hvis et primtal p går op i et produkt ab, må p gå op i mindst én af faktorerne a og b.

Hvis vi eksempelvis ser på, om primtallet 7 går op i 21, så ser vi, at 7 altså må gå op i enten 3 eller 7.

Det bevises indirekte ved at påvise, at såfremt p ikke går op i b, så må p gå op i a.

Vi siger altså, at p går op i ab, men ikke i b.

Hvis p ikke går op i b, så må sfn(p,b) være lig med 1, fordi p kun har faktorerne p og 1, da det jo er et primtal.

Bruger vi sætning 3, så ved vi, at der findes hele tal x og y, så x ⋅ p + y ⋅ b = 1.

Ganger vi igennem med a, så får vi, at x ⋅ p ⋅ a + y ⋅ b ⋅ a = 1 ⋅ a. Det kan også skrives som p ⋅ x ⋅ a + a ⋅ b ⋅ y = a.

Her kan vi se, at p faktisk går op i 1. og 2. led på venstre side, da p går op i p i første led og i ab i 2. led. Da venstre side er lig med højre side, så må p altså også gå op i a, hvilket skulle bevises.

Øvelse 8

—

Øvelse 9

1. 18 = 2 ⋅ 3²
2. 750 = 2 ⋅ 3 ⋅ 5³
3. 143 =11 ⋅ 13

Øvelse 10

Man finder antallet af divisorer ved at se på, hvor mange potenser, det er muligt at bruge af det enkelte primtal.

Hvis et sammensat tal som 92 fx. skal beskrives vha. primtal (kaldet primfaktoropløsning), så kan det skrives som 92 = 2 · 2 · 23.

Dermed kan vi lave et tælletræ/procesdiagram, som starter med at have 3 mulige udfald til divisorer, nemlig 2⁰, 2¹ og 2². I næste led i tælletræet er der 2 mulige udfald til divisorer, da det er 23⁰ og 23¹.

Ialt er der således 3 · 2 = 6 mulige divisorer. Det er 1, 2, 4, 23, 46 og 92. Dette er forklaret på side 180 i bogen. Vi bruger det i øvelse 10.

1. 12 = 3 ⋅ 2²  og 75 = 3 ⋅ 5²
   Derfor er de begge på formen p ⋅ q² og har divisorerne p, q , p ⋅ q og p ⋅ q².
2. 210 = 2 ⋅ 3 ⋅ 5 ⋅ 7
   Divisorerne er derfor
   1. 2⁰ ⋅ 3⁰ ⋅ 5⁰ ⋅ 7⁰ = 1,
   2. 2¹ ⋅ 3⁰ ⋅ 5⁰ ⋅ 7⁰ = 2
   3. 2⁰ ⋅ 3¹ ⋅ 5⁰ ⋅ 7⁰ = 3,
   4. 2⁰ ⋅ 3⁰ ⋅ 5¹ ⋅ 7⁰ = 5,
   5. 2¹ ⋅ 3¹ ⋅ 5⁰ ⋅ 7⁰ = 6,
   6. 2⁰ ⋅ 3⁰ ⋅ 5⁰ ⋅ 7¹ = 7,
   7. 2¹ ⋅ 3⁰ ⋅ 5¹ ⋅ 7⁰ = 10,
   8. 2¹ ⋅ 3⁰ ⋅ 5⁰ ⋅ 7¹ = 14,
   9. 2⁰ ⋅ 3¹ ⋅ 5¹ ⋅ 7⁰ = 15,
   10. 2⁰ ⋅ 3¹ ⋅ 5⁰ ⋅ 7¹ = 21,
   11. 2¹ ⋅ 3¹ ⋅ 5¹ ⋅ 7⁰ = 30,
   12. 2⁰ ⋅ 3⁰ ⋅ 5¹ ⋅ 7¹ = 35,
   13. 2¹ ⋅ 3¹ ⋅ 5⁰ ⋅ 7¹ = 42,
   14. 2¹ ⋅ 3⁰ ⋅ 5¹ ⋅ 7¹ = 70,
   15. 2⁰ ⋅ 3¹ ⋅ 5¹ ⋅ 7¹ = 105,
   16. 2¹ ⋅ 3¹ ⋅ 5¹ ⋅ 7¹ = 210,
3. Hvilke(t) tal under 100 har fleste divisorer?
   60 = 2 · 2 · 3 · 5 , 72 = 2 · 2 · 2 · 3 · 3 , 84 = 2 · 2 · 3 · 7, 90 = 2 · 3 · 3 · 5 og 96 = 2 · 2 · 2 · 2 · 2 · 3 har alle 12 divisorer.
4. Tal med netop 2 divisorer er primtal.
5. Hvad kan du fx sige om tal med præcis tre divisorer?
6. –

Øvelse 11

1. Så findes der 3 · 4 divisorer. Altså 12.
2. Hvis p · q · r  er 3 forskellige primtal, så er der 8 divisorer
   1. p⁰ · q⁰ · r⁰,
   2. p¹ · q⁰ · r⁰,
   3. p⁰ · q¹ · r⁰,
   4. p¹ · q¹ · r⁰,
   5. p⁰ · q⁰ · r¹,
   6. p¹ · q⁰ · r¹,
   7. p⁰ · q¹ · r¹,
   8. p¹ · q¹ · r¹,
3. Hvis p er et primtal, så har pⁿ netop (n+1) divisorer.
   Divisorerne er 1, p¹, p², p³, p⁴, p^n-1,pⁿ. Altså n+1 divisorer.
4. –
5. Fra punkt 4 ved vi at der til ethvert tal findes p^x · q^y · … · r^z, har (x+1) · (y + 1) · … · ( r + 1) divisorer.
   Det betyder, at alle faktorerne på nær én kun kan være 1 og den sidste må være 11. Det må være et primtal, som er opløftet i 10’ne potens. 2¹⁰ er 512. 3¹⁰ er 59049, hvilket er mere end 2000.
   Tallet under 2000, der har 11 divisorer er derfor 512.

Få evt. hjælp fra dette link.

en.wikipedia.org/wiki/Table_of_divisors

Øvelse 12

1. sfd(72,25)
   Da 72 = 2³ · 3² og 25 = 5² er sfd(72,25) = 1, idet de ikke har et fælles primtal, som således kan “gå op”.
   I mfm(72,25) skal alle primfaktorerne derfor indgå med maksimal vægt. Dvs. 2³ · 3² · 5² = 1800.
2. Fx 2 · 3³ · 5² og 3³ · 5².
   Sfd af de to tal er 3³ · 5² og mfm er 2 · 3³ · 5².
3. Hvis man skal finde eksempler, hvor forskellen på sfd og mfm er lille, så skal de to tal indeholde de samme primfaktorer med fx kun et 2-tal som afvigelse.
4. At der for vilkårlige naturlige (positive hele tal) tal a og b gælder mfm(a,b) · sfd(a,b) = a · b kan holdes på mindre symbolkrævende plan, hvis man konstaterer, at a · b indeholder alle de forekommende primfaktorer i a og b, men det gør mfm(a,b) også, idet dog de primtal, der er fælles for a og b, ikke kommer med to gange, men de kommer med i sfd(a,b), hvor de netop kommer med i den lavere potens, der blev udeladt i mfm(a, b). Derfor kommer alle primfaktorer i a og b med i den rette potens, når man multiplicerer mfm(a,b) og sfd(a,b).Et eksempel
   mfm(6,4) · sfd(6,4)  = 6 · 4
   ( 2²  · 3) · 2 = (2 · 3) · (2 · 2)
   2³  · 3 = 2³  · 3
   24 = 24

Øvelse 13

Vis, at  er irrational.

Her laver jeg et indirekte bevis, som vist i bogen på side 183. Vi antager altså, at  ikke er irrational, men rational. Det må betyde, at  kan skrives som en brøk .

Vi vil kunne skrive 

Det ville betyde, at

.

.

Men den eneste uforkortelig brøk, som er lig med 17 er .

Dermed er p² = 17 og q² = 1.

Men der er ikke et tal, som multipliceret med sig selv, giver 17, da 17 er et primtal.

Antagelsen om, at var altså forkert, og derfor er  irrational.

De eneste tal, som kan beskrives som rationale, er kvadrattallene.

Øvelse 14

Et indirekte bevis vil igen være at antage, at  er rationalt tal, så får vi .

Det betyder, at n = p², da q altid må skulle være 1. Den eneste situation, hvor dette ikke giver anledning til en modstrid, er hvis n er et kvadrattal.

Altså er irrational på nær, når n er et kvadrattal.

LITTERATUR